Om Kjerumgaard
Hvem er
Kjerumgaard?
Din kommunikation er afgørende for, hvordan andre mennesker ser dig. Men endnu vigtigere, den er afgørende for, om de tror på dig.
De menneskelige mekanismer er de samme.
Uanset om mennesket sidder i et fængsel eller går på Christiansborg.
Jacob Kjerumgaard har arbejdet med kommunikation og menneskelig adfærd i nogle af landets mest ekstreme miljøer. Som cirkusartist, fængselsbetjent i et af landets hårdste fængsler og gennem 10 år på Christiansborg, midt i nogle af de mest skelsættende begivenheder i nyere dansk politik.
Du har lavet mange forskellige ting. Hvad er den røde tråd i det hele?
Der er én ting, der har drevet mig hele mit liv. En interesse, som har fulgt mig gennem alt, jeg har lavet.
Hvorfor gør mennesker, som de gør?
Det spørgsmål, kan man sige har ført mig mange forskellige steder hen. For andre kan vejen måske se tilfældig ud. For mig har den altid givet mening. Jeg startede med at uddanne mig til cirkusartist med speciale som tryllekunstner, lommetyv og klovn. Min drøm var at forstå, hvordan man fastholder et publikum. Hvordan man får mennesker til at kigge det rigtige sted hen. Hvordan man bygger spænding op. Hvordan man styrer opmærksomhed.
Det lærte jeg meget af. Men jeg fandt også ud af, at det ikke var nok.
Fra cirkus til fængsel
Efter cirkus tog du uddannelsen som fængselsbetjent. Hvorfor?
Hvis man interesserer sig for mennesker, kan man læse psykologi på universitetet. Eller man kan bruge fem år i et af Danmarks hårdeste fængsler. For så lærer man meget om, hvorfor mennesker gør, som de gør.
Man lærer, hvordan mennesker fungerer under pres. Hvordan magt fungerer. Hvordan grupper opstår. Hvordan konflikter eskalerer. Hvordan man får mennesker til at samarbejde, når de egentlig ikke har lyst. Og hvordan en forkert sætning, et forkert blik eller en forkert betoning kan ændre en hel situation.
Min tid som fængselsbetjent på Anstalten ved Herstedvester blev en af de mest lærerige perioder i mit liv.
Hvad var det for mennesker, du havde med at gøre?
Anstalten ved Herstedvester er et sted med mennesker, der har begået meget, meget alvorlig kriminalitet.
Et fængsel er på mange måder et lille samfund. Bare under ekstreme omstændigheder. Derfor får man en meget direkte forståelse af psykologi, magt, hierarkier, gruppedynamikker og adfærd.
I et fængsel er kommunikation ikke pynt. Det er ikke noget, man lægger ovenpå. Det er et praktisk værktøj.
Hvert ord betyder noget. Hver betoning betyder noget. Hver bevægelse kan betyder noget. Din afstand til et andet menneske betyder noget. Din ro betyder noget. Din timing betyder noget. Det kan enten samle en situation op. Eller vælte den fuldkommen.
Derfor bliver man meget dygtig til at aflæse andre mennesker. Og meget bevidst om, hvordan man selv kommunikerer.
Du har også været 10 år på Christiansborg. Gennem nogle af de mest skelsættende begivenheder i dansk politik. Hvad står stærkest for dig?
Først og fremmest findes der næppe noget sted i Danmark, hvor medieinteressen er større, og hvor alt, hvad du gør, bliver analyseret så intenst som på Christiansborg. Derfor er det også et af de steder, hvor man hurtigst lærer, om kommunikation virker. Eller om den ikke gør.
Jeg har været så heldig at arbejde helt tæt på den absolutte magt og med nogle af landets mest markante politikere. Jeg startede i Venstre, mens Lars Løkke Rasmussen var statsminister. Det at have sin daglige gang tæt på landets mest magtfulde embede og skabe kampagner, film og kommunikation omkring en siddende statsminister var en vild oplevelse. Også selv om man gør det gennem flere år.
Jeg sad som en del af den kommunikative enhed i Venstre, da formandsopgøret kom. Og senere, da næstformandsopgøret kom. Det var en hård tid. Også for os medarbejdere. Men det var først og fremmest ekstremt lærerigt.
For når et parti står i intern krise, ser man kommunikationens vigtighed. Man ser igen, som fra fængslet, hvordan et ord, en pause eller en bevæsgelse i et interview, kan ændre situationen. Man ser, hvordan ord bliver brugt som våben, og hvordan tavshed nogle gange larmer mere end udtalelser.
Med Inger Støjberg i Rigsretten
En dag sad jeg på kontoret, da min telefon ringede. Det var Inger Støjbergs pressemand, Emil Winkler, som spurgte, om jeg ville komme til kaffe i Ingers lejlighed på Christianshavn. Jeg kunne godt mærke, at der var noget i gære.
Inger var i månederne op til opkaldet stoppet som næstformand i Venstre. Hun havde meldt sig ud af partiet. Og hun stod foran en rigsretssag. Jeg mødte op til kaffe og blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at sige mit gode job i Venstre op for i stedet at lave kommunikation og film gennem Rigsretten.
Ideen var at bygge et website, der skulle hedde Inger.dk. Her skulle vi fortælle direkte fra Rigsretten gennem videodagbøger og nyhedsbreve.
Jeg har altid godt kunnet lide, når noget var svært. Og det her lød svært.
Det ville uden tvivl være et nybrud i dansk politik. Man havde aldrig set noget lignende før. Spørgsmålet var, om vi kunne få nok mennesker til at følge med. Om vi kunne bygge et digitalt fællesskab omkring det.
Men vi gik i gang. Jeg byggede websitet. Og den dag, vi lancerede det, ryddede vi forsider på stort set samtlige medier.
Der kom masser af medlemmer. Og pludselig var det, der havde været en idé omkring et kaffebord, blevet til en politisk kommunikationsplatform med national opmærksomhed.
Dommen
Havde du regnet med, at Inger Støjberg ville blive dømt?
Det korte svar er nej. Det var der ikke mange, der havde. I hvert fald ikke til en fængselsdom.
Få minutter før dommen sad vi faktisk oppe i lokalet over Rigsretten og pjattede. Jeg gik udenfor, mens dommen skulle afsiges, fordi jeg skulle nå at få billeder af Inger, når hun kom ud. Jeg stod mellem alle journalisterne. Da dommen blev læst op, gik der et sug gennem dem alle.
Og hun og jeg havde efterfølgende en del samtaler om, hvad det vil sige at sidde i fængsel. Der var også noget næsten absurd komisk i, at jeg var tidligere fængselsbetjent, og hun nu var på vej til at blive indsat.
Vi fortsatte Inger.dk og lavede en slags videopodcast hver fredag om ugen i dansk politik. Det blev et vigtigt grundlag for det næste skridt.
Skabelsen af
Danmarksdemokraterne
Hvad var næste skridt?
Vi sad tre mennesker rundt om Ingers spisebord i Hadsund. Forinden havde der været mange lange samtaler om muligheden for at stifte et nyt parti.
Kunne man overhovedet samle vælgererklæringer nok? Hvad skulle partiet hedde? Hvordan skulle det lanceres? Hvordan bygger man et parti fra ingenting?
Vi havde en god base fra Inger.dk og det fællesskab der var bygget op omkring det. Og Inger Støjberg havde et stærkt politisk brand. Men der var også meget, vi ikke vidste. Så vi arbejdede os igennem det.
Da vi lancerede Danmarksdemokraterne, ryddede vi endnu en gang forsider på tværs af medierne. Vi indsamlede de nødvendige 20.000 vælgererklæringer på få dage. Aldrig før i danmarkshistorien var så mange vælgererklæringer blevet indsamlet så hurtigt. Det var voldsomt. Og det var lærerigt.
For man lære noget særligt, når man er med til at bygge en politisk bevægelse fra bunden. Man lære, hvor meget der handler om strategi, timing, symboler, fortællinger, billeder, følelser og mennesker, der pludselig kan se sig selv i noget større.
Hvad har det givet dig at have erfaring fra så mange ekstreme miljøer?
Det har lært mig at navigere. Ikke bare reagere.
Jeg har set og oplevet de fleste scenarier. Jeg har prøvet ting, der virker. Og jeg har prøvet ting, der absolut ikke virker.
Gennem årene har jeg især interesseret mig for de yderste dele af kommunikation. Manipulation, Magt og gennemslagskraft. Det er ekstremsporten inden for kommunikation.
Særligt når det handler om magt, kan jeg sige én ting meget klart:
Der er ikke så stor forskel på magt i et fængsel og magt på Christiansborg, som de fleste måske tror.
Måden magten bliver tilegnet på. Måden den bliver bevaret på. Måden den bliver udøvet på. Og måden mennesker reagerer i forhold til den på. Mekanismerne er ofte de samme.
Kan du give et eksempel?
Ja. Første gang det for alvor gik op for mig, stod jeg på en af Christiansborgs mange gange. En partileder kom gående ned ad gangen. Omkring ham gik flere folketingsmedlemmer fra samme parti. Og pludselig slog det mig. Måden de gik bag ham eller ved siden af ham på, men aldrig foran ham, mindede mig om noget, jeg havde set før. Det lignede måden, en leder på en fængselsafdeling kunne bevæge sig ned ad en gang.
Kropssproget. Hvem går tæt på? Hvem holder afstand? Hvem får øjenkontakt? Hvem venter på at blive set? Hvem taler først? Hvem taler slet ikke?
Det samme gælder fordelingen af poster, muligheder, adgang og indflydelse. Det minder påfaldende meget om den måde, rettigheder og goder kan blive fordelt på i et fængsel.
Det hele handler om position. Hvem er tættest på alfaen? Hvem tør gøre oprør? Hvem har alliancer og med hvem? Hvem kan skabe uro? Hvem kan skabe ro? Hvem bliver der lyttet til? Og hvem bliver kun tålt, så længe de ikke truer balancen?
Det er den slags mekanismer, jeg har brugt meget tid på at forstå.
I dag bruger jeg den erfaring til at hjælpe andre med at forstå, hvordan mennesker reagerer, hvordan magt bevæger sig, og hvordan kommunikation virker, når der virkelig er noget på spil.